Nu er det ikke længere nok blot at kommunikere aktiv livsstil og sundhed her på Essencius. I et anfald af kådhed og ukuelig optimisme gav vi forleden dag hinanden håndslag over frokostbordet på, at vi den 8. maj stiller op i Lillebælt Halvmarathon. Vi løber os i form sammen med sportsplatformen Arena365.com
...og 9993 andre har tilsyneladende fået samme tanke om en lang løbetur. Lillebælt Halvmarathon kunne nemlig melde om totalt udsolgt efter bare tre dage.
Men alle der vil løbe, skal ud at løbe, hvad enten de har sikret sig en billet til halvmarathon eller ej. Derfor har Lillebælt Halvmarathon og Arena365.com etableret et åbent, landsdækkende træningsfællesskab, der guider løbere til god form, godt løb og sund livsstil.
”Alle, der vil ud at løbe og gerne vil løbe forholdsvis langt, er lige vores målgruppe. Derfor har vi etableret et landsdækkende træningsfællesskab på platformen Arena365.com. Det er gratis at deltage i træningsfællesskabet, og der kommer masser af tips, råd, vejledninger og målemetoder ud til alle de, der melder sig til,” fortæller Mads Stryhn fra Lillebælt Halvmarathon.
Træningsfællesskabet kræver blot, at løbere logger ind på www.arena365.com/lillebaelt2010. Her vil løbsarrangørerne bag Lillebælt Halvmarathon bl.a. sørge for konkrete råd om kost, udstyr og skader, og selvfølgelig kommer der også et træningsprogram tilpasset 4 niveauer, der udrulles uge for uge op til Lillebælt Halvmarathon i maj 2010.