To unges syn på mediehåndtering:
Klassiske medier hitter under COVID-19

PR

Mediehåndtering har været afgørende i kampen for at holde COVID-19 under kontrol. Statsministeren, Sundhedsstyrelsen og politiet har både benyttet sig af klassiske og alternative kommunikationskanaler. Men hvordan har mediehåndteringen fungeret og har den nået de unge?

Siden det første tilfælde af COVID-19 ramte Danmark d. 27. februar 2020, har statsminister Mette Frederiksen, Sundhedsstyrelsen og politiet holdt utallige pressemøder for medierne og derigennem informeret om situationen og arbejdet for at holde befolkningen opdateret. En undersøgelse foretaget af Megafon på vegne af Politiken og TV2[1] viser, at knap to ud af tre danskere mener, at klassiske medier som DR, TV2 og dagbladene har været de vigtigste informationskilder under coronakrisen.

Men hvem og hvad lytter de unge til? Vi har talt med Natalia på 15 år, som går i 9. klasse og Jeppe på 18 år, som går i 3.G. Også for dem har de klassiske medier spillet en væsentlig rolle. Jeppe fortæller, at Tv2 News’ app og DR Nyheders app har været hans primære kilder til opdateringer om COVID-19. Natalia siger: ”Jeg har fået information fra statsministerens pressemøder, mine forældre og fra mit arbejde, hvis der har været noget der.”

Dronningen appellerer – men ikke til de unge

Med en stærk mediehåndtering når man bredt ud til sin målgruppe i medier med høj troværdighed. Undersøgelsen fra Megafon, foretaget på vegne af Politiken og TV2, viser, at 87% af danskerne så Hendes Majestæt Dronning Margrethes tale til befolkningen, da den blev sendt tirsdag d. 17. marts 2020. Det vidner om at både afsender og medier har høj troværdighed. Men hverken Natalia eller Jeppe så dronningens tale – heller ikke efterfølgende.

Til gengæld har de begge set et eller flere af Mette Frederiksens pressemøder, som har haft en stærk appel til befolkningen. Undersøgelsen fra Megafon viser, at 96% af danskerne har set et eller flere af Mette Frederiksens pressemøder live. Både Natalia og Jeppe pointerer, at Mette Frederiksens pressemøder føles mere relevante for dem end dronningens tale. Hovedsageligt fordi Mette Frederiksen giver konkret info og så det faktum, at hun er lovgiver og har indflydelse på, hvordan vi griber coronakrisen an – og hvad vi må i hverdagen.

Vil du gerne nå ud til en specifik målgruppe? Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med din mediehåndtering her (https://www.essencius.dk/services-integreret-kommunikation/pr-bureau/).

Influencers – Har de gjort en forskel?

Et andet bevidst valg i mediehåndteringen fra myndighederne har været at anvende influencers (herunder youtubers og kendte). Primært for at nå den yngre del af befolkningen[2]. Vi har spurgt Jeppe og Natalia, hvad de synes om brugen af influencers til at dele informationer og råd om COVID-19.

”Jeg synes, det er godt tænkt, at politiet og regeringen har brugt kendte. Især fordi man har fundet dem, som de unge lytter til. Jeg lytter for eksempel meget til podcasten ”Her går det godt” med Esben Bjerre og Peter Falktoft. De kører en corona-special og jeg lytter virkelig til, hvad de siger, fordi jeg synes, de både er sjove og kloge. Regeringen har ikke henvendt sig direkte til ”Her går det godt”. De har selv valgt at viderebringe det. Så jo, jeg synes, det er en god taktik at bruge kendte og influencere,” fortæller Jeppe.

Jeppe har fx, på grund af podcasten, valgt ikke at tage offentlig transport:

”I podcasten har jeg blandt andet hørt, at coronavirus er luftbåren og at den kan klare sig i luften i 30 minutter uden at dø. Det fik mig til at droppe offentlig transport og snuppe cyklen.”

Natalia er egentlig ikke stødt på mange influencers, som har delt indhold om coronavirus. Alligevel har hun en klar holdning til, at det har gjort en forskel, at influencers har taget aktiv del i at kommunikere vigtige budskaber ud.

”Det, at høre om coronavirus både fra Mette Frederiksen og influencers, har givet to forskellige syn på alvoren. Influencers deler budskabet med deres egne ord og det gør, at man som ung lettere kan relatere til det, de siger. Mette Frederiksen skal tale om coronavirus til hele Danmark og så taler hun om situationen på en helt anden måde. Og så har det været rart at se, at andre unge også tager situationen alvorligt, og at vi alle er sammen om det her,” siger Natalia.

Vil du gerne kommunikere skarpt ved brug af influencers? Læs her, hvordan vi skaber stærk og troværdig kommunikation gennem influencers.

Når coronavirus kommer tæt på, så tager vi situationen mere alvorligt

”Det gik op for mig, at situationen var alvorlig, da man begyndte at høre, at det ikke bare er ældre, der dør af coronavirus. Og det er meget forskelligt fra person til person, hvordan man rammes af coronavirus,”fortæller Jeppe på 18 år og fortsætter: ”Hvis man regner på det – altså hvis alle danskere får coronavirus og 1-3% dør, så er det 50-100.000 mennesker. Det er skræmmende mange. Og så har min far været syg med heftig hoste og derfor var mine forældre i vores sommerhus i tre uger, mens jeg var herhjemme.”

”Min mormor er en af de ældre, der skal passes på. Jeg er vant til, at hun er hjemme ved os hver mandag, tirsdag og onsdag. Det er hun ikke nu. Det har fået mig til at tænke mere over, at jeg også skal passe på med at gå ud, for på et tidspunkt kommer min mormor da nok herhjem igen og så kan vi risikere, hun får coronavirus og bliver rigtig syg,” afslutter Natalia.

For både Jeppe og Natalia er coronavirus kommet tæt på, er blevet virkelig og konsekvenserne er blevet tydelige for dem og deres liv. Og her har klassiske public service-medier spillet en stor og vigtig rolle. Men influencere, kendte og fx podcast har også spillet en rolle i den samlede mediehåntering og oplysningsindsats.

3 eksempler på mediehåndtering under coronakrisen:

  1. Coronakrisen har givet danskerne massiv tillid til klassiske medier. Facebook og Twitter er helt i bund. https://politiken.dk/kultur/medier/art7722009/Coronakrisen-har-givet-danskerne-massiv-tillid-til-klassiske-medier.-Facebook-og-Twitter-er-helt-i-bund
  2. Detektor: Sundhedsstyrelsen betalte 119.000 kroner for interview i Soundvenue. https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-sundhedsstyrelsen-betalte-119000-kroner-interview-i-soundvenue
  3. T. mener: En landsmoder blev født. https://www.bt.dk/debat/b.t.-mener-en-landsmoder-blev-foedt

[1] https://politiken.dk/kultur/medier/art7722009/Coronakrisen-har-givet-danskerne-massiv-tillid-til-klassiske-medier.-Facebook-og-Twitter-er-helt-i-bund

[2] https://politiken.dk/kultur/medier/art7710142/»Jeg-har-en-del-unge-følgere-som-sender-videoer-med-folk-der-fester-drikker-sig-fulde-og-endda-spiller-beer-pong«